lørdag den 19. november 2016

Julemandens Hjælper i Den Danske Klub

Den Danske Klub holder hvert år en julefest/smørrebrødsfest, som vel nærmest kan beskrives som en traditionel dansk julefrokost, med masser af mad og snaps og ældre mennesker.

Det hele bliver arrangeret på frivillig basis, og derfor søgte de nogle julehjælpere, som kunne hjælpe til med alt det forudgående arbejde.

Jeg stod tidligt op i morges, for at hjælpe til med at lave smørrebrød i lange baner, og det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg har et lille savn til rugbrød, så det var dejligt med en god rugbrødsmad faktisk. Jeg har altid troet, at det ville være noget af det sidste jeg savnende, men sådan er det ikke.
De fleste af de andre som deltog i det frivillige arbejde er også oprindeligt fra Danmark, så der blev snakket dansk og lyttet til dansk julemusik. JEG ELSKEDE DET! Det hjalp en lille smule på mit manglende julehumør. Der var endda blevet pyntet et kæmpe (plastik)juletræ, så det hele var meget dansk på sin helt egen måde.
Jeg har ikke selv deltaget i julefrokosten her til aften, da jeg har haft andre ting at gøre, men jeg synes faktisk det er helt vildt spændende at opleve, at så mange danskere bor hernede. Det var virkelig ikke noget jeg havde forestillet mig hjemmefra. De fleste er gift med en herfra - men der er også nogen der bor her på grund af fx. arbejde.

Noget jeg lægger meget mærke til er folks accenter. Der er meget stor forskel på, hvordan danskere taler engelsk. Nogle af os fanger lynhurtigt en meget afslappet (og behagelig) Kiwi-accent, mens andre stålfast holder fast i en pinlig dansk accent. Jeg synes virkelig at det gør ondt at høre på, når rimelig unge mennesker (omkring 30) taler Villy Søvndal-engelsk. Jeg mener; plejer man ikke at kopiere det sprog man omgiver sig med?
Sådan er folk jo åbenbart så forskellige - men jeg ved med mig selv, at jeg prøver at opfange kiwi-accenten så meget som det nu er muligt på 4 måneder. Jeg kan virkelig ikke se det charmerende ved en tyk dansk accent. 

Men jeg har altså haft en rigtig hyggelig dag, med masser af dansk julestemning - og vejret har endda været med os i den retning, med masser af regn og grå skyer. Tænk at man kan værdsætte det - men det kan man altså godt når man prøver at komme i julestemning.

Jeg håber at I alle sammen har det godt derhjemme, og at I nyder kulden!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar