onsdag den 26. oktober 2016

Babysitting og Ridning

I går havde jeg min første oplevelse som babysitter. Det var egentlig mest en introduktion til jobbet, hvor moren fortalte dit og dat om hvad jeg skal gøre. Egentlig virker hun til at være tilfreds, hvis bare børnene overlever (jeg skal nok gøre mit bedste). Moren er rigtig flink - en rigtig kiwi, med masser af ironi og humor (de har ofte en virkelig fed måde at være på hernede!). For at være irriterende og bruge et engelsk udtryk, kan man sige, at de er meget "laid back" hernede, eller "easygoing".

Jeg skal egentlig bare sørge for at de får lavet deres lektier, får noget 'afternoon tea' og aftensmad. Maden skal jeg bare varme. Det lyder nemt nok, men der er 4 børn, så jeg tror alligevel at jeg får nok at se til. Jeg glæder mig til at komme ordentligt i gang i hvert fald.

I dag var jeg med Birgitte til ridning for børn med forskellige handicaps. Det var meget overvældende. Nogle af børnene lider af autisme, nogle har Downs Syndrom, andre har spastiske lammelser, og nogle noget helt fjerde. De er meget forskellige.
Det gode ved ridningen er, at børnene får stimuleret en masse sanser. Det enkelte barn ridder på den samme hest hver gang, så der opstår et forhold mellem barnet og hesten, og barnet kan endda skrive breve til sin hest (som der så er en der svarer på tystys).
Nogle af børnene er ikke så glade for at tale, men i og med at de selv (med lidt hjælp fra nogen der går ved siden af) skal styre hesten med ord, bliver de også udfordret til at tale.
Birgitte tager Nyssa (assistancehunden) med, og den har også en rigtig god effekt på børnene. Den er trænet til at være meget rolig - og det smitter. Der var en pige, som var angst for at få ridehjelmen på, men Nyssa kunne berolige hende, så det hele ikke var så forfærdeligt. Noget andet jeg lærte i dag er, at en assistancehund virker som et anker. Der var en pige med autisme til ridning, som var forbundet til sin egen assistancehund via en sele. Hvis hun lige pludselig finder på at løbe sin vej, er hun nød til at slæbe 30 kg efter sig, for den er trænet til at blive på stedet, indtil den får besked på noget andet. Jeg synes det er helt utroligt hvad sådan en hund kan lære!
Alt det her ridning er drevet af frivillige, og pengene kommer primært fra fundraising - endnu en ting, som staten ikke hjælper til med, selvom det er et meget udbredt fænomen, at ridning skulle have en gavnlig effekt på børn med handicaps.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar