Jeg har det rigtig godt her i New Zealand, og alle folk er super venlige og nysgerrige. Jeg møder rigtig mange nye mennesker hele tiden, og jeg har lagt mærke til, at det altid er de samme ting som folk spørger om. Samtalerne med nye mennesker starter altid ud på den samme måde. Jeg synes selv det er lidt sjovt, men jeg ville også efterhånden ønske, at jeg havde et lettere udtaleligt (er det et ord?) navn!
Den typiske samtale foregår nogenlunde sådan her hver gang (oversat til dansk):
Fremmed: HEEEEEJ hvordan går det? (ofte udtalt med en rigtig 'highpitched' stemme, som gør ondt helt inde i hjernen - sådan taler de nemlig hernede).
Stine: Heeej. Det går godt, tak! (Jeg når aldrig at spørge hvordan det går tilbage, for det hele går meget hurtigt, og det falder mig stadig ikke naturligt at spørge om det.. Jeg har desuden fået slået fast af Birgitte, at det kun er ment som en venlig hilsen, og at folk faktisk ikke er interesserede i at vide hvordan det sådan rigtigt går. De vil kigge mærkeligt på dig, hvis du begynder på din livshistorie).
Fremmed: Jeg er xxx (indsæt navn), hvad er dit navn?
Stine: Mit navn er Stine (og her kan jeg så gentage mit navn en 4-5 gange, fordi det simpelthen lyder for mærkeligt for dem jeg snakker med).
Fremmed: Stinii, Stein, Stiiin, Stina (De bakser virkelig med det!)
Stine: Bare kald mig Stina (Det lyder bedst synes jeg).
Fremmed: Det er et sjovt navn, er det en forkortelse for noget? Christina, Christine?
Stine: Nej, det er bare Stine. Det er skandinavisk. Jeg er fra Danmark.
Fremmed: DANMARK! Jeg elsker Danmark! (Forbavsende mange mennesker jeg har mødt har været i Danmark - enten som studerende, eller på en rejse). Hvordan er det i Danmark? Hvad Laver I i Danmark? Hvad laver din familie lige nu? Hvad synes du om New Zealand????????
Stine: Øhh, det er meget anderledes i Danmark. De sover nok lige nu, men ellers er der meget koldt. Jeg elsker det her i New Zealand. (Mit standardsvar er, at det bare er meget anderledes - det bliver lidt langt, hvis jeg skal forklare ALT om Danmark).
Efter det her, begynder samtalerne at blive mere individuelle, og det kan handle om noget andet end hvad vi spiser af mærkelig ting i Danmark.
Dog har jeg ikke noget imod at folk spørger, og jeg synes det er sjovt at folk ikke kan udtale mit navn. Mange prøver virkelig hårdt, men lydene passer bare ikke ind i det engelske sprog.
For mig er det heller ikke særlig nemt at skifte imellem at snakke dansk og engelsk. Lydene er alt for forskellige i de 2 sprog, og det er forskellige 'afdelinger' af munden man skal have fat i. Så når jeg taler dansk med Birgitte (en gang imellem) så taler jeg DANSK. Og når jeg taler engelsk, taler jeg engelsk. Jeg kan ikke blande det.
Og nu må jeg hellere stoppe, for jeg er kommet ud på et sidespor, og det var slet ikke det, det skulle handle om. Jeg synes bare at det kunne være sjovt at fortælle Jer derhjemme, hvad det er jeg går igennem, hver gang jeg møder et nyt menneske her i NZ.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar