søndag den 25. december 2016

Jul i Papamoa

I Matamata blev jeg samlet op af Birgitte og resten af familien, for at køre videre til Papamoa, hvor vi skulle være i sommerhus i en uge. Sommerhuset er ikke et de ejer, men et de har lejet flere gange gennem noget hernede der hedder BookABach.

Udsigt fra køreturen til Papamoa. 



Papamoa er en lille by som hænger lidt sammen med Tauranga, som er en større by. Tauranga minder på mange måder lidt om Marielyst, da det er startet ud som et lille sted, som nu er vokset sig kæmpe stort. Byerne er der på grund af en lang, lang strand, og det er blevet til lidt af et turistmål, med ferielejligheder og alt muligt andet. Papamoa er dog den rolige ende af stranden. 

Huset vi boede i var meget simpelt. Lidt kedeligt indrettet måske, men det er egentlig fuldstændig ligegyldigt, for udsigten var fantastisk, og haven gik bogstaveligt talt lige ned til en af de pæneste sandstrande jeg nogensinde har været på. Det var en uge uden internet, men der var TV og det er første gang jeg har set 'rigtigt' TV hernede. Her i Auckland bor de til leje imens de bygger et nyt hus, og det kan ikke betale sig at installere TV her åbenbart. Det er fint med mig, jeg er ikke kommet her for at glo på det hele tiden. Men altså jeg så rigtigt fjernsyn henne i sommerhuset, og jeg kan konstatere at programmerne er meget de samme som derhjemme. Den eneste forskel er, at de bliver afbrudt af reklamer hvert femte minut.

Udsigten fra terrassen. I venstre side ses et Pohutukawatræ, som ikke blomstrer.


Målet med at tage til Papamoa var både at komme lidt væk fra Auckland, men også at besøge Birgittes mor og lillesøster, som begge bor i Papamoa. Vi skulle holde en lille og tidlig 'dansk' juleaften sammen med dem. Birgittes mor kom over i sommerhuset hver eftermiddag, og det var så hyggeligt at snakke (dansk) med hende. Hun boede selv i Nykøbing inden hun rejste hertil engang i 70'erne, så vi har mange ting tilfælles på den front, og hun var meget nysgerrig på hvordan tingene er i byen i dag. Dem der kender mig, ved nok godt at jeg ikke synes Nykøbing er jordens mest interessante sted, men det var sjovt at høre alle hendes historier fra gamle dage.

Juleaften holdt vi den 19. December, med plastikjuletræ, gaver, risalamande og hele molevitten. Det var hyggeligt, og det føltes også næsten julet. Det regnede endda udenfor. Jeg har ingen billeder fra den aften dog.

Vejret var rimelig godt hele ugen. Da vi ankom var havet meget stille (haha, stillehavet), men da vi kørte igen, var det rimelig vildt. Jeg har aldrig set sådan nogen store bølger i så stille vejr. Jeg havde værelse i et lille anneks som lå uden for huset, med en fantastisk udsigt ud til vandet, og jeg tror aldrig nogensinde at jeg har sovet så godt som jeg gjorde der. Der er noget beroligende over at kunne høre vandet og blæsten.
Jeg havde en rigtig fin uge, og jeg har allerede bestemt mig for, at jeg skal til Papamoa endnu en gang, inden jeg finder hjem til Danmark om lidt over en månedstid.

Stranden lige uden for huset. Den udtydelige bakke i horisonten er Mount Maunganui.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar