mandag den 5. december 2016

Jul i New Zealand

Nogen af Jer der læser med, tænker måske "Hvordan holder de mon jul dernede?"

Det vil jeg prøve at svare på. Helt kort, så holder de slet ikke jul på samme måde som derhjemme.

Jeg tror at en af grundene er, at der er så mange forskellige mennesker fra forskellige kulturer og religioner samlet hernede, at procentdelen af folk der fejrer jul er meget lille. Det er nok primært folk fra England eller folk med engelske/europæiske rødder, som holder fast med næb og kløer i juletraditionerne.
En anden grund til den manglende julestemning tror jeg er, at alting hernede går imod de traditionelle juletraditioner. Julen virker på mange måder MEGET malplaceret hernede. Der er ikke noget mørke, kulde eller sne. Der er sol, varme og sommerferie.
Alligevel pynter alle butikker og indkøbscentre op til jul, med plastikjuletræer og julemænd. Et plastikjuletræ med indbygget lys der blinker, er ikke særlig autentisk i min verden, og julesange om kulde og sne, giver ikke meget mening her.

Den store dag i julen er ligesom i alle andre engelsktalende lande d. 25. December, og det bliver fejret med gaver om morgenen, og BBQ om eftermiddagen med familien. Og ellers har jeg hørt, at juledagene primært foregår på stranden, da det skulle kunne blive rigtig, rigtig varmt hernede om sommeren. Solen er meget skarpere her, og ozonlaget er ikke-eksisterende, så man skal være meget mere forsigtig her, end derhjemme. (Ikke særlig julet). Faktor 50 er et must har jeg opdaget!

Jeg prøver at komme i julestemning ved at se julekalender (jeg kan se dem allesammen over internettet), og ved at skrabe min skrabekalender, som mine forældre har været så søde at sende! Men helt ærlig, så kommer jeg nok ikke i julestemning i år, desværre.
Det er okay dog. Jeg vil ikke lyde alt for negativ, for jeg havde heller ikke regnet med at julen ville være som derhjemme, og jeg synes det er spændende at prøve noget andet. Det bliver jo altid jul igen til næste år!

Dog synes jeg personligt, at de måske skulle droppe at kalde det jul, og så finde på noget andet. Noget som ikke har en religiøst oprindelse, og som kan involvere hele befolkningen. Og så bygge traditionerne op omkring nogle lokale sagn eller gammel historie, i stedet for at hente det hele fra en del af verden, som er så anderledes på alle måder.


Mine planer for December er indtil videre således:

D. 7. December skal jeg passe børn.

D. 14. - d. 16. December er jeg i Matamata for at se Hobbiton.

D. 16. - d. 23. December er vi i Papamoa for at holde dansk jul, med Birgittes mor. De samler mig op på vejen i Matamata.

D. 25. December holder vi jul med Steve's forældre.

- Og resten at tiden har jeg ikke nogen faste planer. Hvis jeg kan klemme en tur til Rotorua ind bliver jeg glad, og hvis ikke, så må det vente til Januar. Jeg synes ligepludselig at tiden flyver af sted, og jeg har så mange ting, som jeg gerne vil nå. Jeg vil også gerne en tur til sydøen. Der skulle være helt anderledes end her nordpå, og naturen dernede er mere som man forestiller sig den, når man tænker på New Zealand. Men nu når jeg det jeg når - der er jo ingen der siger, at jeg aldrig tager tilbage hertil!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar